Fællesspisning på keto og fadet med den blå kant
“Du tager en tærte med til fællesspisning på keto. Den bliver spist op, men din mors fad med den blå kant får pludselig en ny opgave.”
Du har lovet at tage noget med til fællesspisningen. I beskeden står der »en lille ret«, så du laver en skinke- og ostetærte uden bund og lægger stykkerne på fadet med den blå kant.
Det er din mors gamle fad. Hun har kun stillet én betingelse for, at du må låne det.
»Du kommer hjem med det igen.«
Du stiller tærten på det lange bord mellem en pastasalat og en kurv med brød. En nabo spørger, om du har glemt bunden.
»Den skal være sådan. Jeg spiser keto.«
»Nå. Jeg troede, den sad fast i formen.«
Hun tager et stykke. Du finder en stol og får en tallerken mad, mens samtalen bevæger sig fra den nye cykelsti til nogen, der har fået gravet et kabel over.
Da du går tilbage efter lidt mere tærte, er fadet væk.
Du kigger under bordet. Så ved kaffemaskinen. Til sidst finder du det hos manden, der skærer kage.
»Det her var tomt,« siger han. »Og vi manglede noget til citronmånen.«
Fra læsning til madlavning
Prøv det i køkkenet
Der ligger nu seks skiver kage på din mors fad.
Du beder ham flytte dem over på en tallerken.
»Skal du allerede hjem?«
»Nej. Jeg skal bare sikre mig fadet.«
Resten af aftenen står det på stolen ved siden af dig. Et par gange bliver du spurgt, om pladsen er ledig.
»Desværre.«
Da din mor ringer næste dag, spørger hun, om folk kunne lide tærten.
»Den blev spist op.«
»Og fadet?«
»Det havde også en god aften. Men det er hjemme igen.«
